Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Årlige arrangementer

Årlige begivenheder i Vestbyens Børnehus.

En oversigt over de arrangementer som bliver afholdt i Vestbyens Børnehus gennem året. Der kan forekomme ændringer i det nedstående.

Fastelavnsfest: Hvert år i februar fejrer vi fastelavnsfest i børnehaven og vuggestuen. Vi slår katten af tønden om formiddagen, og hygger med boller. I ugen op til maler nogle børn tønder, og der bliver klippet og kreeret fastelavnspynt. Børnene må komme udklædte til dagen. Fastelavnsfesten er uden forældre deltagelse.

Arbejdsdage: Cirka 1 gang om året bliver der arrangeret arbejdsdag i børnehaven, vuggestuen og kolonihaven. Til arbejdsdagen kan forældre der har lyst til at give en hjælpende hånd komme. Der vil være mange forskellige arbejdsopgaver fx male, feje, plante blomster, beskære planter og buske, eller genopbygning af ting der trænger til en kærlig hånd. Der vil være fælles aftensmad efterfølgende.

Familiedage: I Vestbyens Børnehus har vi en begivenhed i de forskellige grupper, som vi kalder familiedag. Vi har valgt denne betegnelse, da vi ønsker at inkludere alle familiemedlemmer og ikke kun bedsteforældre. Familiedag giver børnene mulighed for at tilbringe en tid i vuggestue/børnehave sammen med en til to personer, der står dem nært, hvilket kan være en onkel, moster, mor, far eller en anden vigtig person i deres liv.

Maddage i køkkenet: I 2026 vil vi for første gang i børnehaven have en uge, hvor børnene skal være med til at bestemme retter der laves i køkkenet og selv være deltagende i at forberede maden.

Kolonihave uger: Vuggestuen og børnehaven vil have kolonihave uger. De ældste vuggestuebørn deltager i ca. 2 uger. I børnehaven har hver gruppe 3 dage derude. Det er uger med fokus på natur, fordybelse, nærvær i andre rammer end børnene er vant til. Børnene afleveres og hentes i vores kolonihave.

Sct. Hans fest: I juni måned afholder vi Sct. Hans fest i børnehaven og vuggestuen. Vi laver bål, der holdes en tale, vi synger sange og til sidst bliver heksen brændt af. Det er en hyggelig formiddag, som børnene ser frem til. Arrangementet er uden forældre deltagelse.

Sommerfest i vuggestuen: Der bliver holdt sommerfest i vuggestuen, hvor forældre og søskende må komme til en hyggelig eftermiddag på legepladsen.

Cirkus/sommerfest børnehave: Hvert år efter sommerferien afholder børnehaven cirkus. Børnehavebørnene er inddelt i deres sædvanlige grupper, og øver cirkus i ugen op til. Der vil være stærke mænd, klovne, tigere, linedansere og meget mere. Det er en skøn eftermiddag hvor forældrene og søskende, kommer og ser børnenes cirkusnumre, og oplever den festlige cirkus stemning. Der vil efterfølgende blive serveret et stykke kage og popcorn.

Forældrearrangement på naturskolen: Forældrerådet arrangerer en hyggelig formiddag på naturskolen. Det er forskellige hvad dagen indeholder. Nogle gange laver vi bål, andre gange kommer en naturvejleder, og deler sin viden med os. Det er et arrangement for hele familien, hvor der er mulighed for at tale med de andre forældre og børn.

Vestervangsløbet: Vestervangsløbet bliver afholdt fredagen inden efterårsferien. Det er et motionsløb hvor børnene løber runder på legepladsen. Børnene må løbe så langt som benene kan holde til. Arrangementet er uden forældre deltagelse.

Jule værksteder: Inden julefreden sænker sig, afholder vi julehygge dag med juleværksteder. Der vil være værksteder i både børnehaven og vuggestuen. Værkstederne vil være blandt andet bål med lidt varmt at drikke, klippe klistre og bagning. Der vil blive serveret kaffe og småkager. Børnene, forældre og søskende har mulighed for at bruge eftermiddagen, i de forskellige værksteder.

Luciaoptog: I december måned går de store spækhuggerbørn luciaoptog. Det er en dejlig formiddag, med dæmpet belysning og dejlig sang. Spækhuggerne går optog i både børnehaven og vuggestuen, så alle børnene i Vestbyens Børnehus har mulighed for at nyde stemningen. Til luciaoptoget må de, som er forældre til Spækhuggerbørnene deltage.